Ligeværd, kultur og undervisningsdifferentiering
Begrebet ”ligeværd” kommer først ind i folkeskolens formål med lovændringen i 1993. Hermed indstiftes begrebstreklangen ”åndsfrihed, ligeværd og demokrati”, der udgør skolens værdigrundlag, jf. også bemærkningerne til lovforslaget: ”Endelig er dimensionen ligeværd taget med i rækken over de grundlæggende værdier, skolen skal bygge på”. I bemærkningerne står der intet om hverken baggrunden for at introducere ligeværd blandt skolens grundlæggende værdier eller om betydningen af begrebet.
Det er påfaldende, at der hverken står ”lighed” eller ”ligestilling” (som i lov om frie grundskoler). Der udtrykkes med ”ligeværd” et syn på mennesket som værdigt og mennesker som lige værdige. Dette menneskesyn rækker ud over et princip om lighed for loven, lighed mellem kønnene og lige adgang til uddannelse. Samtidig kan forestillingen om ligeværd begrunde alle andre lighedsprincipper i et demokratisk samfund.
Et andet væsentligt element er ”menneskets samspil med naturen”, som i bemærkningerne knyttes sammen med ”den ansvarlighed lokalt såvel som globalt, der kræves af fremtidens verdensborgere”. Verdensborgerskab bliver i de efterfølgende årtier et centralt begreb for forståelsen af, hvad det vil sige at blive dannet i den danske folkeskole.
Parallelt med dette globale anslag får den nationale selvbevidsthed en central plads, idet skolen skal gøre eleverne ”fortrolige med dansk kultur og bidrage til deres forståelse for andre kulturer”. Fortrolighed indikerer nærhed og hjemlighed i forhold til noget specifikt nationalt, som i bemærkningerne forbindes med kristendom. Forståelse antyder snarere distance over for noget uspecifikt internationalt, der i bemærkninger konkretiseres via ”fx andre europæiske landes kultur og de kulturer, indvandrergrupper er præget af.” Europæisk kultur skrives i ental, skønt landene er i flertal, mens etniske minoritetskulturer skrives i flertal, uden at de knyttes til en bestemt religion.
Det pædagogiske begreb ”selvvirksomhed” fra 1975 erstattes af ”virkelyst og fordybelse”, og et ord som ”medleven” falder ud af demokratiforståelsen, samtidig med at der føjes ”pligter” og ”frihed og folkestyre” til. En anden markant tilføjelse er begrebet ”undervisningsdifferentiering”, der dog ikke forekommer i selve lovteksten, men som er et centralt omdrejningspunkt i bemærkningerne. Bemærkningerne gør slet og ret undervisningsdifferentiering ”til det bærende princip for undervisningens organisering og tilrettelæggelse”.
Det skyldes, at ”skolen skal indeholde udfordringer for alle elever”. Det kommer særligt til udtryk i § 18, der blandt andet stiller krav om, at undervisningen ”varieres, så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger”, og også stiller krav om løbende samarbejde om ”fastlæggelse af de mål, der søges opfyldt”. Princippet om undervisningsdifferentiering blev også markeret med henvisning til § 25, der gav mulighed for holddannelser i og mellem klasser og klassetrin
